sagde Prindsen. Da nu Skrubben havde ædt op Hesten, tog Askeladden Bidslet og bandt i Kjæften paa den, og Sadlen og lagde paa Ryggen af den, og nu var Skrubben bleven saa stærk af det den havde faaet i sig, at den satte afsted med Kongssønnen som ingen Ting; saa fort havde han aldrig redet før. »Naar vi nu har reist et lidet Stykke til, skal jeg syne Dig Risegaarden,« sagde Graabenen, og om lidt kom de der. »Se her er Risegaarden,« sagde den; »der ser Du alle sex Brødrene Dine, som Risen har gjort til Sten, og der ser Du de sex Brudene deres; der borte er Døren til Troldet, der skal Du gaa ind.« — »Nei, det tør jeg ikke,« sagde Kongssønnen, »han tager Livet af mig.« — »Aa nei,« svarede Skrubben, »naar Du kommer ind der, træffer Du en Prindsesse, hun siger Dig nok, hvordan Du skal bære Dig ad, saa Du kan faa gjort Ende paa Risen. Bare gjør, som hun siger Dig, Du. — Ja, Askeladden gik da ind, men ræd var han. Da han kom ind, var Risen borte; men i det ene Kammeret sad Prindsessen, saaledes som Skrubben havde sagt, og saa deilig en Jomfru havde Askeladden aldrig set før. »Aa, Gud hjælpe Dig, hvordan er Du kommen her da?« sagde Kongsdatteren, da hun fik se ham; »det bliver Din visse Død det; den Risen, som bor her, kan ingen faa gjort Ende paa, for han bærer ikke Hjertet paa sig.« — »Ja, men er jeg kommen her, saa faar jeg vel prøve ham ligevel, jeg,« sagde Askeladden. »Og Brødrene mine, som staa i Sten her udenfor, vil jeg nok se til at frelse, og Dig vil jeg nok prøve at redde ogsaa,« sagde han. — »Ja, siden Du endelig vil være, saa faar vi vel se at finde paa en Raad,« sagde Prindsessen. »Nu skal Du krybe ind under Sengen der, og saa lye vel efter, hvad jeg taler med ham om. Men lig endelig brav stille.« Ja, han krøb da under Sengen, og aldrig før var han vel der, saa
