igjen, og kanske jeg skal have med de sex Brødrene mine ogsaa,« og dermed reiste han.
Da han nu havde redet et Stykke, kom han til en Korp, som laa i Veien og flaxede med Vingerne og ikke orkede at komme tilside, saa sulten var den. »Aa, kjære Vene! giv mig lidt Mad. Skal jeg hjælpe Dig i Din yderste Nød,« sagde Korpen. — »Ikke meget Mad har jeg, og ikke ser Du ud til at kunne hjælpe mig Stort heller,« sagde Kongssønnen, »men Lidt faar jeg sagtens give Dig, for Du kan nok trænge til det, ser jeg,« og saa gav han Korpen Noget af Nisten, han havde faaet med sig. Da han saa havde reist et Stykke igjen, kom han til en Bæk; der laa en stor Lax, som var kommen paa tørt Land, og slog og sprat og kunde ikke komme ud i Vandet igjen. »Aa, kjære Vene! hjælp mig ud i Vandet igjen,« sagde Laxen til Kongssønnen, »jeg skal hjælpe Dig i Din yderste Nød, jeg.« — »Hjælpen Du gjør mig, bliver vel ikke stor,« sagde Prindsen, »men det er Synd, Du skal ligge der og sulte ihjel,« og saa skjød han Fisken udi igjen. Nu reiste han et langt, langt Stykke, og saa mødte han en Skrub; den var saa sulten, at den laa og drog sig i Veien. »Kjære Vene! lad mig faa Hesten Din,« sagde Skrubben; »jeg er saa sulten, at det piber i Tarmene mine; jeg har ikke faaet Noget at æde paa to Aar.« — »Nei,« sagde Askeladden, »det kan jeg ikke gjøre; først kom jeg til en Korp, ham maatte jeg give Nisten min; saa kom jeg til en Lax, ham maatte jeg hjælpe ud i Vandet igjen; og nu vil Du have Hesten min. Det gaar ikke an, for saa har jeg ikke noget at ride paa.« — »Jo, Kjære, Du maa hjælpe mig,« sagde Graabenen; »Du kan ride paa mig, jeg skal hjælpe Dig igjen i Din yderste Nød,« sagde den. — »Ja, den Hjælpen jeg faar af Dig, bliver vel ikke stor; men Du faar vel tage Hesten da, siden Du er saa nødig,«
