Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


skulde have Alting bedre end slig en Larv som Isak, og saa vilde han have Isak væk, for at han kunde faa den Havnen, han havde udenfor Hytten sin.

En Dag Isak var ude at fiske et Par Mil til Havs, kom der Mørkskodde paa ham, og ret som det var, røg det op med en Storm saa overhændig, at han maatte kaste al Fisken over Bord for at lette Baaden og bjerge Livet. Endda var det ikke greit at holde den paa Flot; men han snoede Farkosten nok saa vakkert baade mellem og over Styrtsøerne, som var færdige at suge ham ned hvert Øieblik. Da han havde seilet med slig Fart en fem sex Timer, tænkte han han snart maatte træffe Land ensteds. Men det led med det skred, og Stormen og Mørkskodden blev værre og værre. Saa begyndte det at bæres for ham, at han styrede til Havs, eller at Vinden havde vendt sig, og tilsidst kunde han skjønne, det maatte være saa, for han seilede og seilede, men han naaede ikke Land. Ret som det var, hørte han et fælt Skrig foran Stavnen, og han troede ikke Andet, end det var Draugen, som sang Ligsalmen hans. Han bad til Vorherre for Kone og Børn, for nu skjønte han hans sidste Time var kommen; bedst han sad og bad, fik han se Skimtet af noget Sort, men da han kom nærmere, var det bare tre Skarver, som sad paa en Rækvedstok, og vips! var han forbi dem. Saaledes gik det baade langt og længe, og han blev saa tørst og saa sulten og træt, at han ikke vidste sin arme Raad, og sad næsten og sov med Styrstangen i Haanden; men ret som det var, skurede Baaden mod Stranden og stødte. Da fik han Isak kanske Øinene op. Solen brød gjennem Skodden og lyste over et deiligt Land; Bakkerne og Bjergene vare grønne lige op til Toppen, Ager og Eng