Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


De vise sig kun for fromme eller fremsynte Mennesker, som ere i Livsfare paa Havet, og dukke op hvor ellers intet Land findes. De Underjordiske, som bo her, have Agerbrug og Fæavl, Fiskeri og Jægtebrug som andre Folk; men her skinner Solen over grønnere Græsgange og rigere Agere end noget andet Sted i Nordlandene, og lykkelig er den, som kommer til eller kan faa se en af disse solbelyste Øer; »han er bjerget,« siger Nordlændingen. En gammel Vise i Peder Dass’s Maner indeholder en fuldstændig Skildring af en Ø udenfor Trænen i Helgeland, Sandflæsen kaldet, med fiskerige Kyster og Overflod paa alle Slags Vildt. Saaledes skal der ogsaa midt i Vestfjorden undertiden vise sig et stort, fladt Agerland, som kun dukker op saa høit, at Axene staa tørre; og udenfor Røst, paa Lofotens Sydspidse, fortælles om et lignende Huldreland med grønne Bakker og gule Bygagre; det heder Udrøst. Bonden i Udrøst har sin jægt ligesom andre Nordlandsbønder; undertiden kommer den Fiskerne eller Jægteskipperne i Møde for fulde Seil, og i samme Øieblik som de tro, at de støde sammen med den, er den forsvunden.

————————

Paa Værø, tæt ved Røst, boede en Gang en fattig Fisker, som hedte Isak; han eiede ikke Andet end en Baad og et Par Gjeder, som Kjærringen holdt Livet i ved Fiskeaffald og de Græsstraa, de kunde sanke omkring paa Fjeldene, men hele Hytten havde han fuld af sultne Børn. Alligevel var han altid fornøiet med, hvorledes Vorherre lagede det for ham. Det Eneste han ankede over var det, at han aldrig rigtig kunde have Fred for Naboen sin; det var en rig Mand, som syntes han