vi lagde ham i Bakken, og saa skjød jeg igjen; men da kan det vel hænde, han vaagnede. Skvat han ikke lige op under Bossepiben, saa lad mig aldrig komme levende herfra! Og han gloede og stirrede om sig saa fælt, at vi næsten blev rædde for ham. Saa fik vi ham da hjem, men han var klein, og saa styg og fæl blev han efter, at I aldrig det kan tro; der han stod, der stod han, og stirrede frem for sig, som om Øinene vilde springe ud af Hovedet paa ham; ikke vilde han tage sig Noget til og aldrig snakkede han til Nogen, naar de ikke snakkede til ham først; han var huldrin han. Men saa gik det af ham lidt efter lidt, og da var det først han fortalte os, hvorledes han var bleven slig.«
»Det er de Gange jeg har seet Sligt,« sagde Matthias. —
»Har du aldrig seet Nissen?« spurgte jeg.
»Jøsses jo, det har jeg,« svarede Matthias med den fuldeste Overbevisning; »det var, mens jeg var hjemme hos Forældrene mine i Laskerud, for der var han. Jeg saa ham ikke mere end een Gang. Vi Unge havde lagt os, men Kallen skulde ud paa Gaarden først, og det var vakkert blankt Maanelys, saa sad der en liden Gut paa Laavebroen og slængte Benene hid og did og saa op paa Maanen, saa han ikke mærkede Kallen.
»Gaa ind og læg Dig nu, Matthis,« sagde Kallen, for han troede det var mig, »og sid ikke der og glo efter Maanen, nu det er saa sent.« Men med det samme blev Gutten borte, og da Kallen kom ind og spurgte efter mig, saa laa jeg alt borte i Sengen og snorkede, jeg.
»Men saa var det den Gangen jeg vilde tale om, som jeg saa ham. Jeg var netop voxen, for det var Aaret efter jeg havde gaaet til Præsten; det var en Lørdags Eftermiddag, jeg
