Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

havde været til Byen med Planker og været paa en liden Kant om Dagen. Strax jeg kom hjem, gik jeg bort og lagde mig. Da det led ud paa Kvelden, stod jeg op, og da jeg havde faaet lidt Mad i mig — meget var det ikke, for jeg var ør og lei i Hovedet endda — saa sagde han Far til mig: »Før Du gaar bort og lægger Dig igjen, saa faar Du give Blakken Nattefo’ret Du, for de Andre er vel ude og rende efter Jenterne igjen.«

Jeg saa da ind i Stalden til Blakken først, og den stod der og knæggede, og saa gik jeg ind paa StaIdtrevet og skulde tage et Fange med Hø; men saa fik jeg fat paa to lodne Ører ligesom paa en Hund, og strax efter fik jeg se to Øine saa røde som Gløder, som gloede og stirrede paa mig. Jeg tænkte ikke andet, end at det var en Hund, og kastede den ind i Underlaaven, saa det sakk i den. Da jeg saa havde været inde og lagt i Hækken, gik jeg ind i Laavegulvet og tog med mig et gammelt Riveskaft, som jeg vilde skydse den ud med, og jeg ledte og skydsede, og ikke var der et Hul saa stort, at en Røskat kunde kommet ud; men borte var den og borte blev den, den. Og i det samme jeg da skulde gaa ud, saa var det rigtigt som En skulde slaaet Benene bort under mig, og jeg rullede saa friskt over Ende, at jeg aldrig har rullet saa friskt; og da jeg kom paa Benene igjen, saa stod han i Stalddøren og skraslede og lo, saa den røde Topluen nikkede.« —

Saaledes blev Matthias ved at fortælle fort væk om Puslinger, Huldrer og Nisser, til vi kom ud paa Kulsrudsaasen, hvorfra man ser ud over Øvre-Romerikes store Flade, der nu laa for os i det klare Maaneskin; mod Nord hævede Mistbjerget sig blaanende, med enkelte Snepletter; lige ned for mig havde jeg Heni og Gjerdrums Kirker; efter disse kunde jeg bestemme min Kaas,