»Tag Hyven fat!« sagde den ældste af Gutterne, »men flyv
ikke for langt, før Du ser, hvordan det gaar; siden de har Øiet
saa høit, har de ondt for at se mig, naar jeg kommer bag paa dem.«
Ja, Broderen rendte foran, og Troldene drog efter; imens kom den ældste Gutten bag paa dem og huggede til det bageste Troldet i Fodledet, saa det slog op et græsseligt Skrig, og det første Troldet blev saa ræd, at det skvat og slap Øiet. Men Gutten var ikke sen til at snappe det. Det var større, end om En havde lagt ihob to Potteskaaler, og saa klart var det, at endda det var kulmørke Natten, blev det som lyse Dagen, da han saa igjennem det.
Da Troldene mærkede, at han havde taget Øiet fra dem, og at han havde gjort Skade paa en af dem, begyndte de at true med alt det Onde, som til var, om han ikke strax gav dem Øiet igjen.
»Jeg er ikke ræd for Trold og Trugsmaal,« sagde Gutten. »Nu har jeg tre Øine alene, og I Tre har ikke noget, og endda maa to bære den tredie.«
»Faar vi ikke Øiet vort igjen paa Timen, skal Du blive til Stok og Sten!« skreg Troldene.
Men Gutten mente, det gik ikke saa fort; han var ikke bange hverken for Skryd eller Troldskab, sagde han; fik han ikke være i Fred, skulde han hugge til dem alle tre, saa de skulde komme til at krabbe paa Jorden, som Kryb og Kræk.
Da Troldene hørte dette, bleve de rædde og begyndte at give gode Ord. De bad nok saa vakkert, at han vilde give dem Øiet igjen, saa skulde han faa baade Guld og Sølv og Alt han vilde have. Ja, det syntes Gutten var nok saa brav, men han vilde have Guldet og Sølvet først, og saa sagde han, at
