Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Men det led alt saa langt paa Høsten, at Budeierne vare reist hjem fra Sætrene; derfor kunde de ingensteds faa Hus og ikke Mad heller. De maatte da holde ved Veien til Hedalen, men denne var bare en grund Raak, og da Mørket kom paa dem, tabte de Raaken, og de fandt ikke Fuglefængerhytten heller, og før de vidste Ordet af det, var de midt i tykkeste Bjølstadskoven. Da de skjønte, at de ikke kunde komme frem, gav de sig til at kviste Bar, gjorde op Varme og byggede sig en Barhytte; for de havde med Vesleøxen; og saa rev de op Lyng og Mose, som de gjorde et Leie af. En Stund efter de havde lagt sig, fik de høre Nogen, som snøftede og veirede stærkt med Næsen. Gutterne lagde Øret til og lyede vel efter, om det skulde være Dyr eller Skovtrold, de hørte. Men saa trak det Veiret endda stærkere og sagde:

»Det lugter kristent Blod her!«

Saa hørte de det steg saa tungt, at Jorden skalv under det, og saa kunde de vide, at Troldene vare ude.

»Gud hjælpe os, hvad skal vi nu gjøre?« sagde den yngste Gutten til Bror sin.

»Aa, Du faar blive staaende under Furen, der Du staar, og være færdig til at tage Poserne og stryge Din Kos, naar Du ser de kommer, saa skal jeg tage Vesleøxen,« sagde den Anden.

I det samme saa de Troldene komme sættende, og de vare saa store og digre, at Hovederne paa dem var jævnhøie med Furetoppene; men de havde bare eet Øie sammen alle tre, og det skiftedes de til at bruge; de havde et Hul i Panden, som de lagde det i og styrede det med Haanden; den, som gik foran, han maatte have det, og de andre gik efter og holdt sig i den første.