Kulbrænderen et dybt Suk og saa efter ham: »Det var den Første,« sagde han; han mente den første af de tre Dage, han havde igjen af Livet sit. »Denne Præsten kan Mere end made sig,« sagde Tjeneren, da han fik Kammeraterne for sig selv, og saa fortalte han, at han havde sagt, at »jeg var den Første,« sagde han. Den Anden, som vartede ham op den næste Dag, skulde da lægge vel Mærke til, hvad han sagde, og rigtig nok, da han tog ud efter Kveldsverden, glante Kulbrænderen stort paa ham og sukkede saart, og saa sagde han: »Det var den Andre.« Saa skulde den Tredie lægge Mærke til, hvorledes han bar sig den tredie Dagen, og det gik værre og ikke bedre; for da Tjeneren tog i Døren og skulde gaa med Kopper og Kjøreld, saa foldede Kulbrænderen Hænderne og sagde: »Det var den Tredie,« og saa sukkede han som Hjertet vilde briste.
Han kom ud til Kammeraterne med Aanden i Halsen og sagde, det var grei Sag, at Præsten vidste det, og saa gik de ind og gjorde Knæfald for Kulbrænderen og bad og velsignede, han maatte ikke sige det var dem, som havde taget Ringen; de skulde gjerne give ham hundrede Daler hver, naar han ikke vilde føre dem i Ulykken. Det lovede han baade vist og vel, der skulde ikke komme Nogen i Ulykke, naar han fik Pengene og Ringen og en stor Grødklat. Den ballede han Ringen vel ind i, og lod saa En af dem give den til den største Galten til Kongen, og gjæte den, saa den ikke gav den fra sig igjen.
Om Morgenen kom Kongen; da var han ikke grei, og vilde have Ret paa Tyven.
»Ja, nu har jeg regnet og skrevet gjennem mange Land,« sagde Kulbrænderen, »men det er ikke noget Menneske, som har stjaalet Ringen,« sagde han. »Pøh! hvem er det da?« sagde Kongen. »Aa, det er den store Galten til Kongen,« sagde Kul-
