Trappen, men den var reven i tusend Stykker. Min Moder hun havde seet den mange Gange før, og jeg tror, hun havde seet et af Stykkerne ogsaa; men det er nu det samme, det var en kort lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds Fo’r og Kanter, slig en som var i Brug i min Barndom endda. Nu er det rart at se en saadan, men der er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg ser i Kirken med slige Kaaber i Julehelgen.«
Børnene, som under den sidste Del af Fortællingen havde yttret megen Frygt og Ængstelse, erklærede, at de ikke vilde høre flere slige fæle Historier. De havde krøbet op i Kanapeen og paa Stolene, og sagde, at de syntes der sad Nogen og tog efter dem under Bordet. I det samme kom der ind Lys i gamle Armstager, og man opdagede med Latter, at de sad med Benene paa Bordet. Lysene og Julekagen, Syltetøi, Bakkelse og Vin forjagede snart Spøgelseshistorier og Frygt, oplivede Gemytterne og førte Samtalen over til Næsten og Dagens Emner. Endelig gav Risengrøden og Ribbenstegen Tankerne en Retning mod det Solide, og man skiltes tidlig fra hverandre med Ønsker om en glædelig Jul. Men jeg havde en meget urolig Nat. Jeg ved ikke, om det var Fortællingerne, den nydte Kost, min Svaghedstilstand, eller alt dette tilsammen, som voldte det; jeg laa og kastede mig hid og did og var midt inde i Nisse-, Huldre- og Spøgelseshistorier den hele Nat. Tilsidst foer jeg til Kirken med Dombjælder gjennem Luften. Kirken var oplyst, og da jeg kom ind, var det Kirken hjemme i Dalen. Der var ikke Andre at se der end Døler med røde Luer, Soldater i fuld Puds og Bondejenter med Skaut og røde Kinder. Præsten stod paa Prækestolen; det var min Bedstefader, som var død, da jeg var en liden Gut. Men som han var bedst
