Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/362

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


saa Nogen — nei bevares — og rev Byttingen bort og kastede Barnet hendes eget ind paa Gulvet saa haardt, at det tog til at græde. — Eller kanske det var den til hende Siri Strømhugget? Den var som en gammel, vindtør Kall; kanske den var løs i Ledene, men den lignede ikke Barnet Dit mere end den gamle Luen min. Jeg kommer den godt i Hug; det var den Tid jeg tjente hos Klokkeren ligesom en Dag til Dugurds, da saa jeg den mere end een Gang, og jeg kommer vel i Hug, hvorledes hun fik den, og hvorledes hun blev kvit den ogsaa. Der var Snak nok om det den Tid; for denne Siri var kommen her af Bygden. Da hun var ung, tjente hun paa Kvam, og jeg hugser hende godt, da hun var hjemme i Gaupeskjelpladsen hos Forældrene sine. Siden kom hun ud i Strømhugget og blev gift med Ola, Sønnen der. Da hun saa laa paa Barnseng første Gangen, kom der ind i Stuen en Fremmedkjærring og tog Barnet — for nylig før havde hun barslet — og lagde et andet istedenfor det. Siri vilde op og have att Barnet sit, og hun kavede alt det hun orkede; men hun kunde ikke komme af Flækken, for hun var magtstjaalen. Hun vilde skrige paa Moster sin, som var udenfor; men hun kunde ikke faa op Munden, og saa angst var hun, hun kunde ikke været mere angst, om de havde staaet over hende med Kniven. Ungen hun havde faaet igjen, var en Bytting, det var greit at skjønne, for den var ikke som andre Barn, den bare skreg og laat, som der sad en Kniv i den, og den hvæsede og slog om sig som en Huldrekat og var argere end Arvesynden. Aad gjorde den stødt. Moderen vidste ikke sin arme Raad for at blive kvit den; men saa fik hun opspurgt en Kjærring, som vidste det bedre skal jeg tro; for hun sagde, at hun skulde tage Ungen og lægge ham paa Søpledyngen og piske ham med et dugeligt Birkeris, og det skulde