Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/361

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Omstændighederne snart frække og uforskammede, snart ydmyge og smiskende Fantekjærring. Mens Husmandskonen talte og syslede med Kaffegryden, holdt Gubjør en Hængevugge, hvori der laa et Barn af sygeligt Udseende, i Bevægelse ved af og til at give den et Stød med Haanden. Med Ro og Overlegenhed besvarede hun Husmandskonens Ord, endskjønt hendes funklende Øine og de dirrende Muskler om Munden viste, at hun ingenlunde var tilfreds med Skindfeldmagerens Forklaring »Folk,« sagde hun, »de snakker saa meget om det de ikke skjønner, min kjære Marit Rognehaugen, de snakker baade i Veir og Vind; og Skindfeldmageren skjønner kan hænde vel paa Sauskind; men paa Svek og Byttinger skjønner han ikke — det siger jeg, og det skal jeg staa ved og. Jeg skal tro, jeg skjønner mig paa Byttinger, for jeg har set nok af dem. Den Byttingen han snakkede om, det var vel den til hende Brit Briskebraaten paa Fron, for hun mindes jeg havde en Bytting, og det var vel den, Skindfeldmageren udenfra der talte om, kan jeg tro. Hun fik den strax hun var bleven gift, for først havde hun et lækkert Barn; men det blev byttet om med en Troldunge saa arg og ædrende vild som selve Fanden. Aldrig vilde den mæle et Ord, men bare æde og skrige. Ikke havde hun Hjerte til at dænge den eller fare ilde med Ungen heller; men hvordan det var eller ikke, saa havde de lært hende til at gjøre nogle Kokklementer og Kokkeras, saa de fik den til at snakke, og da skjønte hun rigtig, hvad for Karl han var. Saa sagde hun til ham, at Jutulen skulde flytte ham til Helvedes, kaldte ham en Helvedesbrand og en Troldunge, bad ham reise did han var kommen fra, og til at baske ham om Ørene med Sopelimen, og det dugeligt. Men da hun det gjorde, blev Døren slaaet op paa vid Væg, min Mor, og der kom En ind gjennem den — endda hun ikke