finke sad i Birkens Top og sang af fuldt Bryst. Inde i den røgfulde Spærrestue var det uhyggeligt og skummelt. En middelaldrende Bondekone af et meget almindeligt og indskrænket Udseende var i Færd med at puste Ild inogle Grene og raa Vedstykker, hun havde lagt under Kaffegryden paa den lave Skorsten. Da dette omsider var lykkets, reiste hun sig, gned Røg og Aske ud af sine angrebne Øine og tog saaledes til Orde:
»Folk siger, det nytter ikke med denne Støbningen, for Barnet har ikke Svek, siger de, men det er en Bytting; der var en Skindfeldmager her om Dagen og han sagde det Samme, for da han var liden, havde han seet en Bytting ude i Ringebu, og den var saa blød i Kroppen og saa ledeløs som denne.«
Medens hun talte, havde hendes enfoldige Ansigt et Udtryk af Bekymring, der vidnede om, hvilken Anklang Skindfeldmagerens Udsagn havde fundet i hendes overtroiske Sind.
Den hun henvendte sin Tale til, var et sværlemmet Fruentimmer, der syntes at nærme sig de Sexti. Hun var usædvanlig høi af Væxt; men medens hun sad, syntes hun kun liden, og denne Egenhed havde hun at takke for, at man til hendes Navn, Gubjør, havde føiet Øgenavnet Langelaar. I det Taterfølge, hun havde flakket om med, førte hun andre Navne. Graa Haar stak frem under Skautet, der omgav et mørkt Ansigt med buskede Bryn og en lang ved Roden bulket Næse. Det oprindelig Indskrænkede, som antydedes ved en lav Pande og ved Ansigtets Bredde over Kindbenene, stod i Modsætning til det umiskjendelige Udtryk af List i hendes smaa, spillende Øine og til den inkarnerede Bondefulhed, der udprægede sig i Rynker og Muskelspil. Hendes Klædning betegnede hende som Udvandrer fra et nordligere Bygdelag; hendes Ansigt og hele Fremtræden antydede Signekjærringen, eller i det mindste den omstreifende, efter
