Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/340

I dette Ønske og denne barnagtige Trudsel svandt min Frygt, gik al Tanke om Fare op, og jeg skred igjen med Rolighed fremad i den bløde Mose. Nu var der intet Spor hverken af Vei eller Sti; men det lysnede mellem Stammeme, Skoven blev mere aaben, og jeg stod paa Hældingen ved Bredden af en stor Sø, rundt omgiven med Barskov, som ved Søens fjerne Bred forsvandt i Nattens Taageslør. Den nordvestlige Himmels Purpurglød, som speilede sig i Vandets mørke Flade, hvorover Flaggermus kredsede og flagrede, medens store Fugle pilsnart hen over det høiere oppe i Luften med hin kvækkende Lyd og skjærende Fløiten, der før forekom mig saa rædsom, — viste mig, at jeg havde gaaet i nordøstlig Retning istedenfor mod Vest. Medens jeg grundede paa, om jeg skulde blive hen til Solen stod op, eller forsøge paa at finde tilbage til Dammen, opdagede jeg til min usigelige Glæde paa denne Side af Vandet Skimtet af en Ild imellem Træerne. Jeg ilede afsted, men erfarede snart, at den var fjærnere, end den i Begyndelsen syntes; thi efterat have gaaet en halv Fjerdingvei, saa jeg mig skilt fra den ved en dyb Dal. Da jeg med megen Møie havde banet mig en Vei mellem det Kaos af Vindfald, der opfyldte dette Ulænde, og var kommen op ad den bratte, borterste Li, maatte jeg endnu gaa et drøit Stykke hen igjennem en aaben, høilændt Furemo, hvor Træerne stod i Rader som ranke Søiler, og hvor Jorden gav Klang under mine Skridt. Ved Randen af den silrede en liden Bæk, hvor Or og Gran igjen søgte at hævde sin Plads, og paa en liden grøn Plet i Hældbakken paa den anden Side af denne Bæk blussede og brændte et stort Baal, som vidt og bredt kastede et rødt Skjær bort mellem Stammerne. Foran Ilden sad en mørk Skikkelse, som paa Grund af sin Stilling mellem mig og det flammende Baal syntes at være