Da han saa det, at hun stred saa haardt for at blive fri, og skjønte, hun sad saa vel fast, syntes han, at han trygt kunde give hende en Dult til Tak for Sidst, og saa spændte han til Kjærringen med den ene Foden.
»Vil Du være med. saa hæng paa!« sagde Tyrihans, og Manden maatte følge med og hinke paa eet Ben, enten han vilde eller ikke, og naar han nappede og sled og vilde løs, var det endda værre for ham, for da var han færdig til at dumpe baglænds, ret som det var.
Nu gik de et godt Stykke, til de kom bortimod Kongsgaarden. Der mødte de Smeden til Kongen; han skulde gaa til Smedjen og havde en stor Smedjetang i Haanden. Denne Smeden var en lystig Fyr, som altid var fuld af Galskab og Skjelmsstykker, og da han saa dette Følge komme hoppende og hinkende, lo han først, saa han stod tvekroget, men saa sagde han:
»Det er nok en ny Gaaseflok, Prindsessen skal have, det; skal tro, hvem der er Gasse, og hvem der er Gaas af dem? Det maa vel være Gassen han, som rugger i Forveien. Gaas, Gaas, Gaas, Gaas, Gaas!« lokkede han og kastede med Haanden, som om han strøede Korn for Gjæssene.
Men Flokken standsede ikke — Kjærringen og Manden saa bare argt paa Smeden, fordi han gjorde Nar af dem. — Saa sagde Smeden: »Det skulde være artigt at holde hele Gaaseflokken, saamange de ere;« for han var en stærk Mand, og saa tog han Tag med Smedjetangen bag i Enden paa den gamle Manden, og Manden baade skreg og vred sig, men Tyrihans sagde:
»Vil Du være med, saa hæng paa!«
Saa maatte Smeden ogsaa med. Han slog nok Bugt paa Ryggen, tog Spændetag i Bakken og vilde løs, men det hjalp
