Proprietæren slog bister Døren til, og man hørte ham
trampe op ad Trappen.
»Ja ja, siden Kallen ikke vil høre, saa faar jeg fortælle Jer den da,« sagde Smeden til Smaagutterne, over hvem den bedstefaderlige Myndighed ikke længer udøvede nogen Magt, naar Smeden lovede at fortælle Eventyr.
»For mange Aar siden,« begyndte han, »boede der et Par gamle velstaaende Folk paa en Gaard oppe paa Halland. De havde en Søn og han var Dragon, og en stor, vakker Karl var han. Paa Fjeldet havde de en Sæter, og den var ikke som Sæterstuerne pleier være, men den var pen og godt opbygget, og der var baade Skorstensmur og Tag og Vinduer i den. Her laa de hele Sommeren, men naar de reiste hjem om Høsten, havde Tømmerhuggere og Skyttere og Fiskere og Saadanne, som færdes i Skoven ved de Tider, lagt Mærke til at Huldrefolk flyttede ind der med Buskapen. Og med dem var der en Jente, som var saa nauvakker, at de aldrig havde seet hendes Mage.
Dette havde Sønnen ofte hørt Tale om, og en Høst de reiste hjem fra Sæteren, klædte han sig i fuld Mundering, lagde Dragonsadlen paa Dragonhesten baade med Pistolhylstrene og Pistolerne, og saa red han derop. Da han kom i Vangbredden, var der saadan Varme paa i Sæteren, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene, og da kunde han skjønne, at Huldrefolket alt var der. Saa bandt han Hesten sin ved en Granlægg, tog den ene Pistolen ud af Hylstret og listede sig sagte op til Vinduet og skottede, og derinde i Sæteren saa han en gammel Mand og en Kjærring, som var krogede og rent skrukkede af Alderdom og saa urimelig stygge, at han aldrig havde seet noget saa Stygt i sit Liv; men saa var der en Jente der, og hun var saa deilig, at han syntes han ikke kunde leve, hvis han ikke kunde faa
