Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/319

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


kunde høre og vide, han var beskjæftiget med at laase igjen for al rørlig Eiendom lige fra Sølvkruset til Blytobaksdaasen. Netop som Smeden havde endt, gløttede han paa Døren, stak Hovedet ud med Luen paa det ene Øre og sagde:

»Er Du nu ude med Ræglerne Dine og lyver igjen, Smed?«

»Lyver?« sagde Smeden meget stødt; »det har jeg aldrig gjort, for dette er sandt; jeg er jo gift med den ene af de Jenterne, og Kjærringen min, Dorthe, hun laa selv i Sengen og saa den gamle Skjæggekallen; rigtignok var de Jenterne rare og ligesom halvfjollede, men det kom af, at de havde seet de Underjordiske,« tilføiede han med et harmfuldt Blik paa Proprietæren. —

»Fjollede?« sagde Proprietæren, »ja, det tror jeg nok; det er jo Du ogsaa, naar Du ikke er paa en Kant, for da er Du rent bindegal. Kom, Smaagutter, og gaa op og læg Jer, og sid ikke her og hør paa hans Røreri.«

»Det maa jeg sige er daarligt sagt af Jer, Far,« yttrede Smeden med Overlegenhed. »Sidst jeg hørte der blev snakket Fjolleri og Rør, var da I prækede paa Neberg-Haugen den syttende Mai,« føiede han til i samme Tone.

»Forbandede Sludder!« brummede Proprietæren og kom stampende gjennem Kjøkkenet med Lyset i den ene Haand og en Pakke Akter og nogle Aviser under Armen.

»Aa, bi lidt Far,« sagde Smeden drillende, ɔog lad Smaagutterne faa Lov at være her, saa skal I ogsaa faa høre en liden Stub; I har ikke godt af at læse i Lovbogen stødt I heller.

Jeg skal fortælle Jer om en Dragon, som blev gift med en Hulder. Det ved jeg er sandt, for jeg har hørt det af Gamle-Berthe, og hun er selv fra den Bygden, hvor det hændte.«