saaledes ud, at I ikke skal vide, om I staar paa Hovedet eller Benene.« De satte ud gjennem Døren og hujskreg, saa den Ene foer hovedstupes over den Anden, og han syntes det ikke saa anderledes ud, end som en Hob graa Garnnøster trillede ud igjennem Døren. Men da Jo havde sat fra sig Geværet og kom bort til Skorstenen igjen og skulde tænde paa Piben sin, som havde sluknet, saa sad der en gammel Mand paa Peiskrakken med et Skjæg saa langt, at det rak helt ned til Bænken, ja det var over en Alen langt; han havde ogsaa en Pibe, og foer frem og tilbage med en Brand ligesom Jo selv og skulde tænde paa den: ret som det var, saa sluknede den, saa tændte han paa igjen, og det blev ikke anderledes.
»End Du,« sagde Jo, »hører Du til samme Fantefølget Du med? hvor er Du fra?«
»Jeg bor ikke langt borte jeg, Du,« svarede Manden, »og jeg raa’r Dig til, at Du passer Dig og ikke holder slig Styr og Larm herefter, ellers gjør jeg Dig til en arm Mand.«
»Naa, hvor bor Du da?« spurgte Jo.
»Jeg bor her borte under Kjonen, og havde ikke vi været der, saa havde den nok strøget med for længe siden, for Du har lagt svært paa Varmen iblandt; det har været hedt der, og den er ikke frakere, end at den falder over Ende, dersom jeg sætter Fingeren min bort paa den. Nu ved Du det,« sagde han, »og pas Dig efter denne Dag.«
Aldrig blev der spillet til Dans mere; Jo skilte sig ved Felen sin, og aldrig fik de ham til at røre nogen anden efter den Tid.« —
Under den sidste Del af denne Fortælling havde Proprietæren holdt en svare Rumstering inde i Stuen; Skabdøre bleve lukkede op og igjen; der rasledes med Sølvtøi og Nøgleknipper; man
