»Jo, det har jeg,« sagde han, »der ser Du den kommer ind
ennem Døren, men jeg slog paa og lod det gaa, alt det
Mærren orkede at spænde i, for da jeg kom paa Moen, saa
raabte det:
»Kjører Du til Eldstad fram,
saa sig til hende Deld,
at Dild dat i Eld.«
»Aa, det var Barnet mit det,« raabte det i Gjæstebudsstuen, og saa foer der En afsted, som om hun var galen, hun rendte paa den Ene efter den Anden og slog dem paa Skallen Allesammen; men tilsidst faldt Hatten af hende, og saa lik de se, at det var en Hulder, som havde været der; for hun havde rapset med sig baade Kjød og Flesk og Smør og Kage og øl og Brændevin og alt det som godt var; men hun var saa forfjamset over Ungen, at hun glemte igjen en Sølvkaupe i Ølkarret og ikke sansede, at Hatten faldt af hende. De tog baade Sølvkaupen og Hatten og gjemte paa Eldstad; og Hatten den var slig, at den som havde den paa han kunde ikke sees af noget dødeligt Menneske, uden at han kanske var synen; men om den er der endnu, skal jeg ikke kunne sige for vist; for jeg har ikke seet den, og ikke har jeg havt den paa heller.« —
»Ja, de Underjordiske er slemme til at stjæle, det har jeg altid hørt,« sagde gamle Berthe Tuppenhaug, »men værst skal de være i Sætertiden; det er ligesom en lang Høitid baade for Huldrer og Underjordiske; for mens Sæterjenterne gaar og tænker paa Gutterne sine, glemmer de at korse over Mælk og Fløde og anden Bumad, og da tager Huldrefolk alt det de vil. Det er ikke ofte, at Folk faar se dem, men det hænder da iblandt, og det hændte en Gang paa Neberg-Sæteren oppe i Almenningen her.
