Der var nogle Tømmerhuggere eller Vedhuggere oppi der
og huggede. Da de saa skulde gaa frem til Neberg-Vangen til
Kvelds, saa raabte det til dem borte i Skoven:
»Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner foer ilde; de
brændte op sig i Soddkitiln.«
Da Huggerne kom frem til Sæteren, saa fortalte de Jenterne dette og sagde: »den Tid, vi skulde gaa hjem til Kvelds og vi havde faaet Øxen paa Nakken, saa sagde det borte i Skoven:
»Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner foer ilde; de brændte op sig i Soddkitiln.«
»Aa, det var Barna mine det,« skreg det inde i Mælkeboden, og saa kom der farende ud en Hulder med en Kolle i Næven, og den kastede hun, saa at Mælken skvat om dem.« —
»Folk fortæller nu saa meget,« sagde Smeden med en noget spodsk Mine, ret som om han nærede Tvivl om denne Fortællings Troværdighed. Imidlertid var der næppe Andet, som talte af ham, end Ærgrelse over at være bleven afbrudt, da han havde faaet Munden saa godt paa Glid. Der fandtes næppe Nogen i hele Bygden, som var rigere paa de vidunderligste Fortællinger om Huldren og de Underjordiske end han; og i Troen paa disse Væsener hamlede han op med de stærkest Troende. »Folk fortæller saa meget,« sagde han, »En kan ikke tro det Alt. Men naar det er hændt i Ens egen Slægt, saa faar En tro det. Og nu skal jeg fortælle Noget, som har hændt Værfar min; det var en alvorlig og troværdig Mand, saa det nok var sandt hvad han sagde. Han boede paa Skroperud paa Lodding-Eierne i Ullensaker; han hedte Jo. Han havde bygget sig en ny Stue, han havde en to tre Kjør, fede og i god Stand og en Hest som var udmærket fremfor alle Andre. Med denne Hesten foer han ofte i Skyds fra Mo til Trøgstad, og naar det
