ikke var rigtig tør nok endda, men saa hørte han saa skjellig det sagde borte i en Haug:
»Kjør ind Loen Din Du, i Morgen snøger det.«
Han til at kjøre det Bedste han kunde; han kjørte til langt over Midnat, og han fik ind Loen; men Morgenen efter laa der over en Sko dyb Sne.« —
»Ja, men det er ikke altid, de Underjordiske er saa snilde, Smed,« sagde en af Smaagutterne; »hvorledes var det med hende, som stjal Bryllupskosten paa Eldstad og glemte igjen Luen sin?«
»Jo, det skal jeg sige Dig,« sagde Smeden, som med Begjærlighed greb dette Vink til at begynde en ny Fortælling.
»Paa Eldstad i Ullensaker var der en Gang et Bryllup; men paa Bryllupsgaarden havde de ikke nogen Bagerovn, og derfor maatte de sende Stegene bort til Nabogaarden, hvor de havde Bagerovn, og stege dem der. Om Kvelden skulde Gutten i Bryllupsgaarden kjøre hjem med dem. Da han kom over en af Moerne der, hørte han ganske skjellig, at det raabte:
»Hør Du, kjører Du til Eldstad fram,
saa sig til hende Deld,
at Dild dat i Eld!«
Gutten slog paa og kjørte, saa det hvinede om Næsen paa ham, for det var koldt i Veiret og gildt Slædeføre. Og det Samme raabte det efter ham flere Gange, saa han mindtes det vel. Han kom vel hjem med Føringen sin, og gik saa frem for Bordenden, hvor Tjenerne gik fra og til, som de havde Tid til, og fik sig Noget at leve af.
»Naa da Gut, har Fanden selv skydset Dig, eller har Du ikke reist efter Stegen endnu?« sagde en af Husens Folk.
