Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/311

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


bedste Husbondskarl, Nogen kan have, det ved vi alle det. Der er Mange, som har stor Nytte af ham; men det er da ikke ham alene de har Nytte af, for oppe i Ullensaker,« begyndte han igjen at fortælle, »var der en Mand, som en Gang havde ligesaa megen Nytte af de Underjordiske, som Andre har af Nissen; han boede paa Røgli. De vidste nu vel det, at Huldren var der og holdt til der, for det var en Gang han reiste til Byen saa i Flæksneen om Vaaren, og da han kom ind til Skjællebæk og havde vandet Hestene sine, kommer der ud over Bakken en Buskap med brandede Kjør, saa store og fede at det var Moro at se dem, og Nogle af dem som var med, kjørte med alle Slags Bukjørrel og Greier paa Kjærrer med vakkre fede Heste for; men foran gik der en svær Jente, som havde en drivende hvid Mælkekolle i Haanden.

»Men hvor skal I hen paa denne Aarsens Tid da?« spurgte Røgli-Manden forundret.

»Aa,« svarede hun, som gik foran, »vi skal til Sæters i Røgli-Hagen i Ullensaker; det er Havn nok der.«

Dette syntes han var rart, at de skulde havne i Hagen hans; og ingen Anden end han hverken saa eller hørte Noget, og alle dem han mødte paa Veien indover, spurgte han; men Ingen havde set en saadan Buskap.

Hjemme paa Gaarden hos den Røgli-Manden gik det ogsaa underligt til iblandt, for naar han havde gjort noget Arbeide efter Soleglads Leite, saa blev det altid ødelagt om Natten, og tilsidst maatte han rent holde op at arbeide, naar Solen var gaaet ned. Men saa var det den Gangen jeg vilde tale om, det var en Høst, han gik ned og kjendte paa Byg-Loen om den var tør — det var sent ud paa Høsten — og han syntes den