at være med mig, saa skal jeg tage Dig paa Ryggen min og prøve, om jeg kan blæse Dig did.« — Ja, hun vilde og hun maatte did, hvis det paa nogen Sæt og Vis var fremkommeligt, og ræd var hun ikke, om det gik aldrig saa galt.
»Ja, ja, Du faar ligge over her i Nat,« sagde Nordenvinden, »for vi maa have Dagen for os, og vel saa det, skal vi række frem did.«
Tidlig den anden Morgen vækkede Nordenvinden hende og blæste sig op og gjorde sig saa stor og stærk, at det var fælt; og saa bar det afsted med dem høit bort igjennem Luften, som om de skulde fare til Verdens Ende med det samme. Paa Bygden var det saadan Storm, at der røg ned baade Skovstykker og Huse, og da de kom ud over Storsøen, forliste der Skibe i hundredevis. Saaledes foer de afsted saa langt, saa langt, at Ingen kan tro, hvor langt de foer, og altid gik det ud over Havet, og Nordenvinden blev trættere og trættere og saa udmaset, at den næsten ikke orkede at blæse længer, og det dalede og dalede mere og mere med den, og tilsidst gik det saa lavt, at Bølgetopperne slog om Hælene hendes. »Er Du ræd?« sagde Nordenvinden. — »Nei,« sagde hun, det var hun ikke. Men de var ikke langt fra Land heller, og der var netop saameget Magt tilbage i Nordenvinden, at han fik kastet hende ind paa Stranden under Vinduerne paa Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane; men da var han ogsaa saa træt og saa ussel, at han maatte hvile over mange Dage, før han kunde komme hjem igjen.
Den anden Morgen satte hun sig til at lege med Guldæblet udenfor Vinduerne i Slottet, og det Første hun saa, var det Næsegrævet, som skulde have Prindsen. »Hvad skal Du have for det Guldæblet Dit, Du?« sagde hun, og lukkede paa Vinduet. — »Det er ikke tilfals hverken for Guld eller Penge,« sagde
