Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/290

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

aldrig blæst,« sagde Vestenvinden, »men vil Du, saa skal jeg følge Dig til Søndenvinden, for han er meget stærkere end Nogen af os, og han har flakket baade vidt og bredt; kanske han kan sige Dig det. Du kan sætte Dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære Dig did.« — Ja, hun gjorde saa; de reiste til Søndenvinden og var ikke længe om Veien, skal jeg tro. Da de kom frem, spurgte Vestenvinden, om han kunde sige hende Veien til det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, det var hende, som skulde have den Prindsen der. — »Ja saa,« sagde Søndenvinden, »er det hende? Ja, jeg har nok vanket noget hvert Sted i min Tid,« sagde han, »men saa langt har jeg aldrig blæst; men vil Du, saa skal jeg følge Dig til Bro’r min, Nordenvinden; han er den ældste og stærkeste af os Allesammen, og ved ikke han, hvor det er, saa faar Du aldrig i Verden spurgt det. Du kan sætte Dig op paa Ryggen min, saa skal jeg bære Dig did.« — Ja, hun satte sig op paa Ryggen hans, og han af Gaarde, saa det havde god Skik. De gjorde ikke Veien lang.

Da de kom did, hvor Nordenvinden boede, saa var den saa vild og gal, at der stod kold Gufs af den lang Vei. »Hvad vil I?« skreg han langt borte, saa det isnede i dem. — »Aa, Du faar ikke være saa streng af Dig, Du heller,« sagde Søndenvinden, »for det er mig, og saa er det hende, som skulde havt den Prindsen, som bor paa det Slottet, som ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og nu vil hun spørge Dig, om Du har været der og kan sige hende Veien, for hun vilde gjerne finde ham igjen.« — »Ja, jeg ved nok, hvor det er,« sagde Nordenvinden, »jeg har blæst et Aspeløv did en eneste Gang, men da var jeg saa træt, at jeg ikke orkede at blæse paa mange Dage efter. Men er det saa, at Du endelig vil did, og Du ikke er ræd for