Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/289

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


længe kom hun da til et stort Berg, hvor der sad en gammel Kjærring og spandt paa en Guldrok. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til den Prindsen, og hvor det Slottet var, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Saa gik det ligedan. »Kanske det er Dig, som skulde have den Prindsen der?« sagde Kjærringen. Ja, det skulde nu være det da. Men hun vidste ikke bedre Veien hun, end de andre To; østenfor Sol og vestenfor Maane var det, det vidste hun, »og did kommer Du sent eller aldrig,« sagde hun; »men Du kan faa laant Hesten min, saa mener jeg, Du faar ride til Østenvinden og spørge ham, kanske han er kjendt der og kan blæse Dig did. Naar Du er kommen frem, saa kan Du bare Slaa Hesten under Øret, saa gaar den hjem igjen.« Og saa gav hun hende Guldrokken. »Kanske Du kan faa Brug for den,« sagde Kjærringen.

Hun red i mange Dage og i langsommelig Tid, før hun kom did; men langt om længe kom hun frem, og saa spurgte hun Østenvinden, om den kunde sige hende Veien til den Prindsen, som boede østenfor Sol og vestenfor Maane. — Ja, den Prindsen havde han nok hørt snakke om, sagde Østenvinden, og Slottet med, men Veien vidste han ikke, for han havde aldrig blæst saa langt. »Men hvis Du vil, saa skal jeg følge Dig til Bro’r min, Vestenvinden, kanske han kan vide det, for han er meget stærkere; Du kan sætte Dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære Dig did.« — Ja, hun gjorde saa, og det gik nok saa friskt. Da de kom frem did, saa gik de ind, og Østenvinden sagde, at den, han havde havt med sig, det var hende, som skulde havt Prindsen paa det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane; nu reiste hun og skulde lede ham op igjen, og saa havde han fulgt hende did og vilde gjerne høre, om Vestenvinden vidste, hvor det var henne. — »Nei, saa langt har jeg