saa har Du gjort os begge ulykkelige, og saa er det forbi mellem os,« sagde den. — Nei, det havde hun nu slet ikke.
Da hun saa var kommen hjem og havde lagt sig, gik det, som det pleiede: der kom et Menneske og lagde sig med hende; men da det led ud paa Natten, og hun hørte, han sov, stod hun op og slog Varme, tændte i Lyset og lyste paa ham, og da saa hun, han var den deiligste Prinds En kunde se for sine Øine, og hun blev saa glad i ham, at hun Syntes, hun ikke kunde leve, hvis hun ikke fik kysse ham strax paa Øieblikket; det gjorde hun ogsaa, men med det samme dryppede hun tre hede Talgdraaber paa Skjorten hans, saa han vaagnede — »Hvad har Du nu gjort?« sagde han. »Nu har Du gjort os ulykkelige begge To; havde Du nu bare holdt ud Aaret, saa havde jeg været frelst, for jeg har en Stedmoder, som har hehet paa mig, saa jeg er Hvidbjørn om Dagen og Menneske om Natten, men nu er det forbi mellem os, nu maa jeg reise fra Dig til hende; hun bor paa et Slot, som ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og der er en Prindsesse med en Næse, som er tre Alen lang; hende skal jeg have nu.«
Hun græd og hun bar sig, men det var ikke Noget at gjøre ved det, han maatte reise. Saa spurgte hun, om hun da ikke kunde faa være med. Nei, det gik ikke an. — »Kan Du sige mig Veien, saa skal jeg lede Dig op; det kan jeg vel faa Lov til?« sagde hun. — Ja, det kunde hun, sagde han, men der var ingen Vei did, det laa østenfor Sol og vestenfor Maane det, og did fandt hun aldrig frem.
Om Morgenen da hun vaagnede, var baade Prindsen og Slottet borte; hun laa paa en liden grøn Flæk midt inde i mørke, tætte Skoven, og ved Siden af hende laa den samme Filletullen, hun havde havt med sig hjemmefra. Da hun nu
