havde gnedet Søvnen af Øinene sine og grædt sig træt, gav hun sig paa Veien, og saa gik hun mange, mange Dage alt til hun kom til et stort Berg. Udenfor det sad der en gammel Kjærring og legte sig med et Guldæble. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til den Prindsen, som var hos Stedmoderen sin paa et Slot, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og som skulde have en Prindsesse med en Næse, som var tre Alen lang. — »Hvor kjender Du ham fra?« spurgte Kjærringen, »kanske det var Dig, som skulde havt ham?« — Ja, det var da det. — »Ja saa, er det Dig?« sagde Kjærringen, »ja jeg ved ikke noget Mere om ham jeg, end at han bor paa det Slottet, som er østenfor Sol og vestenfor Maane, og did kommer Du sent eller aldrig, men Du skal faa laant Hesten min, og den kan Du ride paa til Grandkjærringen min; kanske hun kan sige Dig det, og naar Du er kommen frem, saa kan Du bare slaa til Hesten under det venstre Øret og bede den gaa hjem igjen; og dette Guldæble kan Du tage med Dig.«
Hun satte sig da op paa Hesten og red i lange, lange Tider, og saa kom hun tilsidst til et Berg, hvor der sad en gammel Kjærring udenfor med et Guldhæspetræ. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Hun sagde, som den forrige Kjærringen, at hun ikke vidste Noget om det, men det var nok østenfor Sol og vestenfor Maane, »og did kommer Du sent eller aldrig, men Du skal faa laant Hesten min til den nærmeste Grandkonen min, kanske hun tør vide det, og naar Du er kommen did, saa kan Du bare slaa den under det venstre Øret og bede den gaa hjem igjen,« og saa gav hun hende Hæspetræet, for det kunde hun nok komme til at faa Brug for, sagde hun. Jenten satte sig da op paa Hesten og red i langsommelig Tid igjen, og langt om
