»Du gaar fort. Du,« sagde Johannes.
»Ja, jeg faar nok skynde mig,« svarede Manden, »for jeg skal til Vaage i Kveld.«
»Ja, gi’ jeg kunde komme did, jeg ogsaa,« sagde han Johannes.
»Du kan faa staa paa med mig,« sagde Manden, »for jeg har en Hest, som træder tolv Trin i Milen.«
De reiste, og Blessommen havde nok med at holde sig paa Meierne, for det gik gjennem Veir og Vind, saa han hverken kunde se Himmel eller Jord.
Ensteds var de nede og hvilte. Hvor det var, kunde han ikke skjønne, før med det samme de satte afsted igjen, og han syntes han saa et Dødninghoved paa en Stage der. Da de var komne et Stykke paa Veien, begyndte Johannes Blessom at fryse.
»Uf, jeg glemte igjen den ene Vaatten min, der vi hvilte; nu fryser jeg paa Næven,« sagde han.
»Du lyt taale det, Blessommen,« sagde Manden, »for nu er det ikke langt igjen til Vaage, og der vi hvilte, var halvveis.»
Før de kom til Finnebroen, stansede Manden ved Sandbovolden og satte han Johannes af.
«Nu har Du ikke langt hjem,« sagde han, »og nu skal Du love mig det, at Du ikke ser Dig tilbage, om Du hører nogen Dur eller ser noget Lysskin.«
Det lovede Johannes og takkede for Skydsen. Manden kjørte sin Vei over Finnebroen, og Johannes tog op over Bakken til Blessomgaardene. Men ret som det var, hørte han en Dur i Jutulsberget, og med Et blev det saa lyst paa Veien foran ham, at han syntes han kunde have seet at tage op en Naal. Han kom ikke i Hug det han havde lovet, men dreiede paa