Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/261

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Jutulsporten«, et uhyre Portal, som det største Trold med femten Hoveder mageligt kan gaa igjennem uden at bøie sin Nakke. Naar Nogen i gamle Dage, da der var mere Samkvem mellem Mennesker og Trold, vilde laane hos Jutulen, eller tale med ham i andre Forretninger, var det Skik at kaste en Sten i Porten og Sige: »Læt op, Jutul!«

For et Par Aar siden kom jeg en Eftermiddag til Præstegaarden for at aflægge et Besøg. Familien var paa Sæteren; der var Ingen hjemme uden en gammel Døl, som paa min Begjæring fulgte mig op til Jutulsporten. Vi bankede paa, men der kom Ingen og lukkede op. Det undrede mig heller ikke, at Jutulen ikke vilde modtage os, eller at han nu paa sine gamle Dage saa sjælden giver Audiens; thi tør man dømme efter de mangfoldige Spor af Stenkast i Porten, har han været overmaade besværet med Besøg.

»En af de Sidste, som saa ham,« fortalte min Ledsager, »det var Johannes Sørigaarden fra Blessom, Nabogaarden til Præstegaarden. Men han ønskede vist, han aldrig havde seet ham,« føiede han til.

»Denne Johannes Blessom var nede i Kjøbenhavn og skulde have Ret paa en Proces, for her i Landet var der ingen Ret at faa ved de Tider; og naar En vilde have Ret, var der ingen anden Raad end at reise derned. Det havde Blessommen gjort, og det gjorde Sønnen hans efter ham ogsaa, for han havde og en Proces. Saa var det om Juleaften, Johannes havde snakket med Storkarlene og gjort fra Sig, og han gik paa Gaden og var stur, for han var hoga him. Ret som han gik, strøg der forbi ham en Vaageværing i hvid Kufte med Taskelaag og Knapper som Sølvdalere. Det var en stor, svær Mand. Han syntes, han skulde kjende ham og, men han gik saa fort.