Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/253

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tog paa at spinde. »Nei, dette gaar rent paa Skade,« sagde Manden; »Du sidder jo og surrer og skjæmmer ud Rokken Din, naar Du ikke har Noget paa den.« — »Ikke Noget paa den?« sagde Kjærringen; »Traaden er saa fin, at der Skal andre Øine til at se den,« sagde hun.

Da hun saa var færdig med Spindingen, saa bommede hun, satte Væven op, rendte og Spolede og vævede Tøiet. Saa tog hun det ud af Væven, stampede det og skar det til, og syede Klæder af det til Manden sin, og da de var færdige, hængte hun dem op paa Stabursloftet. Manden kunde hverken se Tøiet eller Klæderne, men han var nu kommen i Troen paa, at det var saa lint, at han ikke kunde se det, og saa sagde han: »Ja, ja, naar det er saa lint, saa er det saa fint da.«

Men saa var det en Dag, Kjærringen sagde til ham: »I Dag faar Du gaa i Gravøl; Manden Nord-i-Gaarden farer til Jorden i Dag, og saa faar Du have paa Dig de nye Klæderne.« Jaha, han skulde gaa i Gravølet, og hun hjalp ham at faa Klæderne paa, for de var saa fine, at han kunde rive dem Sund, om han skulde hjælpe sig Selv. Da han kom op i Gravølsgaarden, havde de alt drukket baade stivt og stærkt der; Sorgen blev ikke større, da de fik se ham med de nye Kirkeklæderne, skal jeg tro. Men da det bar afsted til Kirkegaarden, og den Døde kikkede ud igjennem Pustehullet, slog han hele Latterdøren op: »Nei, nu maa jeg storle,« sagde han; »gaar ikke han Ole Sørigaarden splitnøgen i Gravølet mit!«

Da Følget hørte det, var de ikke sene til at faa Laaget af Kisten, og den andre Manden med de nye Kirkeklæderne, han spurgte hvorledes det gik til, at hin laa i Kisten og pratede og lo, han som de holdt Gravøl over; det var da ligere, om han