det er vondt, naar Vettet vanter.« Den Ene sagde, der gaves ikke den Ting, hun ikke skulde faa Manden sin til at tro, naar hun sagde det var saa, for han var saa lettroen som Troldene; og den Anden mente det, at om det var aldrig saa galt, saa skulde hun faa Manden sin til at gjøre det, naar bare hun sagde, det skulde være saa; for han var slig, at han hverken kunde finde Naal eller Nøste.
»Ja, lad os saa prøve, hvem af os der kan faa narret dem bedst, saa faar vi se, hvem som er den dummeste,« sagde de da en Gang, og det blev de forligte om.
Da saa Manden kom hjem af Skoven, sagde den ene Kjærringen: »Gud bedre mig for Dig! det er da altfor ilde, Du er vist syg, om Du ikke er feig.«
»Der vanter ikke Andet end Mad og Drikke,« sagde Manden.
»Gud bedre mig saa sandt!« skraalede Kjærringen; »det blir nok værre og værre, Du ser mest ud som Lig i Synet; Du faar lægge Dig! Aa, dette kan aldrig vare længe.« Saaledes holdt hun paa, til hun fik Manden til at tro, han var Døden paa det nærmeste nær, og lik ham til at lægge sig, folde Hænderne, lægge ihob Øinene, og saa strakte hun ham, lagde ham paa Ligstraa og fik ham i Kisten; men for at han ikke skulde kvamne, mens han laa der, havde hun faaet gjort nogle Huller i Fjælene, saa han baade kunde puste og kikke ud.
Den andre Kjærringen, hun tog sig et Par Karder, og satte sig til at karde, men hun havde ingen Uld paa dem. Manden kom ind og saa dette Abespillet. »Der er liden Hjælp i Rok uden Hjul, men Karder uden Uld er bare Kjærringtul,« sagde Manden. »Uden Uld?« — sagde Kjærringen; »jo jeg har UId; men Du ser den ikke, for den er af det fine Slaget,« sagde hun. — Da hun havde kardet fra sig, fik hun Rokken frem og
