Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/238

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Da de kom over, talte Skipperen og Styrmanden om, at de vilde skrive til Konerne sine. »Det kan I gjerne lade være,« sagde Gutten, »for I har ingen Koner mere.«

»Hvad er det for Snak, Hvalp! har vi ingen Koner?« sagde Skipperen. — »Har Du kanske gjort Ende paa dem?« sagde Styrmanden.

»Aa nei, vi har været lige gode om det Allesammen,« svarede Gutten, og saa fortalte han, hvad han havde hørt og seet den Søndag han passede Skuden, da Mandskabet havde Landdag og Skipperen handlede Smaalast hos Skovbonden.

Da de kom hjem, fik de høre, at Konerne deres var blevne borte Dagen før Uveiret, og siden havde Ingen hverken hørt eller spurgt dem.«

Under denne og andre Fortællinger, som Rasmus gav tilbedste, led det mod Aften. Uveiret nærmede sig langsomt og steg høiere paa Himlen som et mørkt Forhæng; Lynene glimtede snart ned mod Havet, snart bugtede de sig som horisontale Slanger og dannede Flammefrynser om Forhængets rige Foldekast af Skyer og Veir; snart gjorde de det Hele gjennemsigtigt som Flor og Musselin. Endnu var Uveiret fjernt; Tordenen slog svagt, og Havet rullede, saa langt vi kunde øine, kun lange, blanke Bølger, men det var farvet som Blod og Vin; thi Solen gik ned i røde Stormskyer, hvis Farver opfangedes i Havspeilet. Men det var tydeligt nok, at vi ikke skulde undgaa det; Bølgerne voxte, Strømmen drev os mod Land, og der kom kun af og til et Vindpust, som fyldte vort Seil. Ved det sidste Dagslys saa vi fjernt ved Himmelranden en sort Stribe; alt som den kom nærmere, gik der en hvid Rand af pisket Skum foran den, og Stormen og Natten var over os. Som en Pil foer Baaden afsted, og det varede ikke længe, før vi vare ved de yderste Skjær,