under, da den første Braadsjøen styrtede over Skibet. Gutten kommanderte dem til at kaste ud den første Favn af Birkeveden, men Træ for Træ, eet om Gangen, aldrig to, og ikke maatte de røre de andre to Favne. Nu var de flinke til at lystre hans Kommando, og de lo ikke længer ad ham, men kastede Birkeveden ud Træ for Træ. Da det sidste gik, hørte de et Støn som af En, som ligger og drages med Døden, og med det samme var Bygen forbi.
»Gud ske Lov!« sagde Mandskabet. — »Det skal jeg sige og staa ved for Rederiet, at Du har frelst Skib og Ladning,« sagde Skipperen.
»Ja, det er bra’ nok, men vi er ikke færdige endnu,« sagde Gutten, »han kommer snart værre,« og kommanderte dem til at beslaa hver Klud, saa nær som Stumpen af store Mærsseil. Den anden Byge kom endda haardere end den første, og den blev saa stærk og haard, at hele Mandskabet blev rent forskrækket. Da den var paa det haardeste, sagde Gutten, at de skulde kaste den anden Vedfavn over Bord, og det gjorde de; de kastede den Træ for Træ og agtede sig for at tage noget af den tredje. Da det sidste Træ gik, hørte de et dybt Støn igjen, og saa stilnede det af. »Nu har vi en Dyst igjen, og den blir den værste,« sagde Gutten og kommanderte hver Mand paa sin Post, og Skuden gik bare for Takkel og Toug. Den sidste Byge kom værre end begge de foregaaende: Skuden krængede, saa de troede den ikke skulde reise sig mere, og Sjøerne brød over Dæk og Skans. Men Gutten kommanderte dem til at kaste ud den sidste Vedfavnen, Træ for Træ, og ikke to om Gangen. Da det sidste Træet gik, hørte de et dybt Støn som af En, som dør en tung Død, og da det stilnede af, var Søen farvet med Blod saa langt de kunde se.
