Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/221

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


som en Lærke, og saa bød hun ham tohundrede Daler, om han vilde sælge hende Piben og sige hende, hvorledes hun skulde bære sig ad for at faa den vel hjem med sig.

»Ja, det er meget til Pibe,« sagde Esben Askelad, og den var ikke tilfals, sagde han, men det var det samme, han fik gjøre det for hendes Skyld, vilde hun give ham tohundrede Daler og en Kys paa Kjøbet for hver Daler, saa skulde hun faa Piben, og vilde hun beholde den, fik hun passe vel paa den; det var hendes Sag det.

»Det var en høi Pris paa den Harepiben,« syntes Prindsessen, og hun kviede sig ligesom for at give ham Kyssene, »men siden det var i Skoven, saa Ingen saa det eller hørte det, saa fik det skure, for Piben maatte hun have og vilde hun have,« sagde hun, og da Esben Askelad havde faaet det han skulde have, saa fik hun Piben, og saa gik hun og holdt og fingrede paa den hele Veien, men da hun kom til Kongsgaarden og skulde tage den op, var den borte mellem Fingrene paa hende.

Den næste Dag vilde Dronningen selv i Veien og faa fra ham Piben, og hun mente nok, hun skulde have Piben med sig ogsaa.

Hun var mere kneben paa Skillingen og bød ikke mere end femti Daler, men hun maatte lægge paa, saa det blev trehundrede. Askeladden sagde, det var meget til Pibe, og det var et rent Skambud, men for hendes Skyld fik det være det samme; vilde hun give ham trehundrede Daler og en Smældkys paa Kjøbet for hver Daler, saa fik hun have den. Det fik han velmaalt, for paa det Slaget var hun ikke saa prutten.

Da hun havde faaet Piben, baade bandt hun den fast og gjemte den vel til, men det gik ikke hende et Haar bedre end de Andre, for da hun skulde tage den frem, var Piben borte, og