Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/222

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


om Aftenen kom Esben Askelad hjemdrivende med Kongens Harer som med en veltæmt Faareflok.

»Det er Skrab Alt tilhobe,« sagde Kongen; »jeg faar nok i Veien selv, skal vi faa fra ham denne Skarvepiben; det bliver ikke andet Raad kan jeg skjønne,« og da Esben Askelad var kommen vel til Skovs med Harerne den næste Dagen, saa strøg Kongen efter og fandt ham i den samme Solbakken, som Kvindfolkene havde været i Kastelag med ham.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Ja, de vare fine Venner og vel forligte, og Esben teede ham Piben og blæste baade i den ene og i den anden Ende paa den, og Kongen syntes det var en artig Pibe og vilde endelig kjøbe den, om han saa skulde give tusind Daler for Piben. »Ja, det er meget til Pibe, det,« sagde Esben Askelad, »og for Penge er den ikke tilfals,« sagde han, »men ser Du den hvide Hesten dernede?« sagde han og pegte bort i Skoven.

»Ja, det er min egen Hest, det er Hviten det,« sagde Kongen; den var han god til at kjende selv.

»Ja, vil Du give mig tusind Daler og kysse den hvide Hoppen, som gaar nedi Myren bag ved den store Fureen. saa skal Du faa Piben min.«

»Er den ikke tilfals for nogen anden Pris?« sagde Kongen.