det var gaaet med Dugen og Bukken, saa lagde han sig strax til at snorke paa Bænken, og lod som han sov. Gjæstgiveren, som ogsaa kunde skjønne, at Kjæppen duede til Noget, ledte op en, som lignede den, og vilde sætte den i Steden, da han hørte, at Gutten snorkede; men i det samme Gjæstgiveren skulde tage Stokken, raabte Gutten: »Min Kjæp, slaa paa!« og Kjæppen til at banke Gjæstgiveren, saa at han hoppede baade over Borde og Bænke og raabte og skreg: »Aa, Herregud! aa Herregud! lad Kjæppen være rolig, ellers slaar den mig ihjel; Du skal faa igjen baade Dugen og Bukken.« Da Gutten syntes, Gjæstgiveren havde faaet nok, sagde han: »Min Kjæp, stille!« tog Dugen og puttede i Lommen og Kjæppen i Haanden, bandt en Snor om Hornene paa Bukken, og gik hjem med Alt. Det var god Ret for Melet!
