»Der bli’r ikke anden Raad, end jeg faar gaa til Nordenvinden
igjen da,« sagde Gutten, og lagde afsted. Ud paa
Eftermiddagen kom han did, hvor Nordenvinden boede. »God Kveld,«
sagde Gutten. »God Kveld,« sagde Nordenvinden. »Jeg vil nok
have Ret for Melet, Du tog fra mig,« sagde Gutten, »for den
— Dugen jeg fik, duede ikke meget.« — »Jeg har ikke noget Mel,«
sagde Nordenvinden, »men der har Du en Buk, som gjør bare
Gulddukater, bare Du siger: »Min Buk, gjør Penge!«« Det
syntes Gutten godt om; men da det var saa langt hjem, at han
ikke kunde række did den Dag, saa tog han igjen Nattekvarter
hos Gjæstgiveren. Før han forlangte Noget, prøvede han Bukken,
for han vilde se, om det ogsaa var sandt, hvad Nordenvinden
havde sagt, og det var rigtigt nok; men da Gjæstgiveren saa
dette, syntes han, det var en gild Buk, og da Gutten vel var
falden i Søvn, saa tog han en anden, som ikke gjorde
Gulddukater, og satte i Steden.
Morgenen efter gik Gutten afsted, og da han kom hjem til sin Moder, sagde han: »Nordenvinden er en snil Mand alligevel; nu gav han mig en Buk, som kan gjøre Gulddukater, bare jeg siger: »Min Buk, gjør Penge!«« — »Det ved jeg vist,« sagde Moderen, »det er ikke andet end Snak, og jeg tror det ikke, før jeg ser det.« — »Min Buk, gjør Penge!« sagde Gutten; men det blev ikke Penge, det Bukken gjorde. Han gik da igjen til Nordenvinden og sagde, at Bukken ikke duede noget, og at han vilde have Ret for Melet. »Ja, nu har jeg ikke noget Andet at give Dig,« sagde Nordenvinden, »end den gamle Kjæppen, som staar borte i Krogen; men den er slig, at naar Du siger: Min Kjæp, slaa paa! saa slaar den, lige til Du siger: Min Kjæp, stille!« Da Veien igjen var lang, saa gik Gutten ogsaa ind til Gjæstgiveren den Kveld; men da han kunde skjønne, hvorledes
