Skydsen denne Gangen, der han sad; han holdt sig fast det bedste han orkede, og glante stygt til imse Kanter, om han skulde kunne kaste sig af; men han var nok ikke vant ved at age, og saa syntes han, at der ikke var nogen Von.
Da han havde aget et langt Stykke, mødte han en Kræmmer.
»Hvor i Guds Navn skal Futen hen i Dag?« sagde Kræmmeren; »han har vist knap Tid og lang Vei, siden han ager saa fort?«
Men Bjørnen svarede ikke et Ord, for han havde nok med at holde sig fast. Om en Stund saa mødte han en Fattigkjærring. Hun hilste og nikkede med Hovedet, og bad om en Skilling i Guds Navn. Bjørnen sagde ingen Ting, men holdt sig fast og agede udover det forteste han vandt. Da han kom et Stykke længer ned, mødte han Mikkel RæV. »Hei, hei, er Du ude og ager?« skreg Mikkel; »bi lidt, lad mig faa sidde bagpaa og være Skydsgut!« Bamsen sagde ikke et Ord, men holdt sig vel fast, og agede saa fort som Hesten vilde rende. »Ja, vil Du ikke tage mig med, saa skal jeg spaa dig det, at om Du kjører som en Finmutkar i Dag, hænger Du i Morgen med Ryggen bar,« skreg Ræven efter ham. Bjørnen hørte ikke et Ord af det, som Mikkel sagde; han kjørte lige fort. Men da Hesten kom paa Gaarden, satte den ind igjennem Stalddøren i fuldt Firsprang, saa den klædde af sig baade Sæle og Slæde, og Bjørnen slog Skallen i Dørstokken, og saa laa han død paa Flækken.
Bonden han laa i Ladet og væltede og væltede Løvkjærv, til han troede, han havde fuldt Laas paa Slæden; men da han skulde til at gjure Læsset, havde han hverken Hest eller Slæde. Saa maatte han traske efter for at finde Hesten sin igjen. Om en Stund mødte han Kræmmeren. »Har Du mødt nogen Hest
