Men da det led mot Julleite, var Per Gynt ude igjen. Han havde hørt om en Gaard paa Dovre, hvor der kom saa fuldt af Trold hver Julekveld, at Folkene maatte rømme ud og reise til andre Gaarde; ded havde han Lyst at gaa, for han var hoga paa Trolderne. Han klædte sig fælt ud, og saa tog han med en tam Hvidbjørn, han havde, og en Syl og Beg og en Bustsleiv. Da han kom dit, gik han ind i Stuen og bad om Hus.
»Gud hjælpe os,« sagde Manden, »vi kan ikke laane Dig Hus, vi lyt reise ta Gaarde sjølve, for hver evige Julekveld kommer der saa fuldt med Trold her.«
Men Per Gynt han mente, han nok skulde renske Huset for Trolderne, og saa fik han Lov at blive, og fik et Purkeskind attpaa. Saa lagde Bjørnen sig bag Skorstenen, og Per tog frem Beg og Syl og Bustsleiven, og satte sig til at gjøre en stor Sko af hele Purkeskindet. Han satte i et stærkt Reb til Trækkebaand, saa han kunde snurpe sammen hele Skoen rundt omkring; et Par Haandspager havde han ogsaa færdige. Ret som det var, saa kom de med Fele og Spillemand, og Nogle dansede og Nogle aad af Julekosten, som stod paa Bordet; Nogle stegte Flesk, og Nogle stegte Frosk og Padder og andre ofyselige Ting; den Julekosten havde de med selv. Imens fik Nogle se Skoen, Per havde gjort; de syntes den var til en stor Fod, saa skulde de prøve den, og da de havde sat en Fod oppi hver af dem, saa reipte Per til og satte den ene Haandspagen i og brænnede til, saa de sat fast i Skoen allesammen. Men saa stak Bjørnen Næsen fram og luktede paa Stegen.
»Vil du ha Kaarg, Kvitpaus?« sagde en af Troldene, og kastede en glostegt Myrfrosk lige i Gabet oaa den.
»Klor og slaa, Bamse,« sagde Per Gynt. Saa blev Bjørnen saa arg og sint, at den foer op og slog og klorede dem alle-
