»Hvem er det da?« raabde Per.
»Aa, det er den store Bøjgen,« svarede det, og hvor han tog, og hvor han bød til at gaa, saa kjendte han Ringen af Bøjgen. Det er nok ikke godt at være her, tænkte Per, siden denne Bøjgen er baade ude og inde, men jeg skal vel skjepe paa denne Tverbleien. Saa tog han Bøssen og gik ud igjen og famlede sig frem, til han fandt Skallen paa den.
»Hvad er Du for En?« sagde Per.
»Aa, jeg er den store Bøjg Etnedalen,« sagde Stor-Troldet. Saa gjorde Per Gynt Braafang og skjød tre Skud midt i Hovedet paa den.
»Skyd eet til!« sagde Bøjgen. Men Per vidste bedre, for havde han skudt eet til, var det gaaet tilbage paa ham selv. Da det var gjort, saa tog baade Per og Hunderne fat paa Stortroldet og drog ud, saa de kunde komme vel ind i Sæle. Imens skrattede og lo det rundt i alle Haugene.
»Per Gynt drog mykjy, men Hondain drog meir,« sagde det. Om Morgenen skulde han ud at veide Dyr. Da han kom ind paa Fjeldet fik han se en Førkje, som lokkede Fænein over Tverhø. Men da han kom derop, var Jenten borte og Fænein ogsaa, og han saa ikke Andet end en stor flok Bjørne.
»Nu har jeg aldrig seet Bjørn i Flok før,« tænkte Per ved seg selv; men da han kom nærmere, var de borte allesammen, omframt en. Saa kauede det i en Haug bortved der:
»Agte Galtén Din:
Per Gynt æ ute
mæ Svansen sin.«
»Aa, dæ bli Uhæppe for ’n Per, men inkje for Galtén min, for han ha inkje tvætta i Dag,« sagde det i Haugen. Per
