som piltede afsted med Persejernet i Haanden. »God Dag,« sagde Smeden, »hvor skal Du hen?« — »Til Himmerige, om jeg kunde komme ind der,« svarede Skrædderen; »en Du?« — »Aa, vi faa nok ikke langt Følge vi da,« svarede Smeden, »Jeg har nu tænkt at prøve Helvede først jeg, for jeg har lidt Kjendskab til Fanden fra før.« Saa sagde de Farvel og gik hver sin Vei; men Smeden var en stærk, kraftig Mand og gik langt fortere end Skrædderen, og saa varede det ikke længe, før han stod for Porten i Helvede. Han lod Vagten melde sig og sige, at der var En udenfor, som gjerne vilde tale et Ord med Fanden. »Gaa ud og spørg, hvad det er for En,« sagde Fanden til Vagten, og det gjorde den. »Hils Fanden og sig, at det er Smede, som havde den Pungen, han ved nok,« svarede denne, »og bed ham saa vakkert, at jeg maa slippe ind strax, for først har jeg smedet idag lige til Middag, og siden har jeg gaaet lang Vei.« Da Fanden fik den Besked, befalede han Vagten at laase til alle ni laasene paa Porten i Helvede, »og sæt endda paa en Hængelaas til,« sagde Fanden, »for kommer han ind, gjør han Ugreie i hele Helvede.« — »Der er ingen Bergning at faa her da,« sagde Smeden ved sig selv, da han fornam, at de stængte Porten bedre til; »saa faar jeg vel prøve i Himmerige;« og dermed gjorde han omkring og gik tilbage, til han naaede Korsveien igjen; der tog han den Vei, Skrædderen havde gaaet. Da han nu var sindt for den lange Veien, han havde gaaet frem og tilbage til ingen Nytte, skridtede han paa alt hvad han orkede, og naaede Himmeriges Port, med det samme St. Peder gløttede lidt paa den, saameget at den tynde Skræddersvenden kunde slippe ind. Smeden var endda en sex, syv Skridt fra Porten. Her er det nok bedst at skynde sig, tænkte han, greb
