Reisepengene mine.« — »Gjerne det,« sagde Fanden; han gjorde sig liden, og krøb ind i Pungen. Men aldrig før var Fanden kommen ind i, saa lukkede Smeden igjen Pungen. »Jo den er hel og tæt allesteds,« sagde Fanden i Pungen. »Ja, det er brav nok, du siger det,« svarede Smeden, »men det er bedre at være fore vaer end efter snar; jeg vil lige saa godt sveitse Ledene lidt, bare for Sikkerheds Skyld,« og dermed lagde han Pungen i Avlen og gjorde den gloende. »Au! au! er Du galen? ved Du ikke, jeg er inde i Pungen da?« raabte Fanden. »Ja, jeg kan ikke hjælpe Dig,« sagde Smeden, »de siger for et gammelt Ord: En faar smede, mens Jernet er varmt,« og saa tog han Storslæggen, lagde Pungen paa Ambolten, og dundrede løs paa den alt hvad han orkede. »Au, au, au!« skreg Fanden i Pungen; »kjære Vene! lad mig bare slippe ud, skal jeg aldrig komme igjen mere.« — »Aa ja, nu tror jeg nok Ledene ere taalelig sveitsede«, sagde Smeden, »saa kan du komme ud igjen da.« Dermed lukkede han op Pungen, og Fanden afsted saa fort, at han ikke torde se sig tilbage engang.
Men om nogen Tid faldt det Smeden ind, at han nok havde baaret sig galt ad, da han gjorde sig Uvenner med Fanden; »for skulde jeg nu ikke komme ind i Gudsrige,« tænkte han, »torde det være Fare for, at jeg kan blive husvild, siden jeg har lagt mig ud med ham, som raader over Helvede.« Han mente da, det var bedst at forsøge at komme ind, enten i Helvede eller Himmerige, ligesaagodt først som sidst, forat han kunde vide, hvordan han havde det, og saa tog han Slæggen sin paa Nakken og gav sig paa Veien. Da han nu havde gaaet et Stykke, kom han til korsveien, hvor Veien til Himmerige deler sig fra den, som gaar til Helvede; der naaede han igjen en Skræddersvend,
