kom ind, sad hun der i fuld Brudepynt, og saa nær var det, at der bare manglede en Ring paa Lillefingeren, før hun havde været fuldfærdig.
»Men i Jesu Navn, hvad er her paa Færde?« spurgte han, da han saa sig om. Alt Sølvtøiet stod paa Bordet endda; men al den deilige Maden var bleven til Mose og Sop og Komøg og Padder og Loppetudser og andet Sligt.
»Hvad betyder alt dette?« sagde han, »Du sidder jo pyntet her som en Brud?«
»Kan Du spørge om det?« sagde Jenten. »Du har jo siddet her og talt til mig om Bryllup i hele Eftermiddag.«
»Nei, nu kom jeg,« sagde han; »men det maa vel have været Nogen, som har taget paa sig min Lignelse.«
Da begyndte hun ogsaa at komme til sig selv igjen; men hun blev ikke ganske rigtig før lang Tid efter, og hun fortalte, at hun syntes grangivelig, at baade han og hele Skyldskabet og Granneskabet havde været der. Han tog hende strax med ned til Bygden, og for at der ikke skulde komme mere Fanteri til hende, holdt de Bryllup med det samme, og mens hun endnu havde paa Brudestadsen til de Underjordiske. Kronen og hele Stadsen blev hængt op paa Melbustad, og den skal være der den Dag i Dag er.« —
»Dette har jeg hørt skal være hændt i Valders, Berthe,« sagde jeg.
»Nei, dette er hændt saaledes som jeg siger paa Halland,« sagde hun, »men da jeg var hjemme, hørte jeg en Valders fortalte Noget, som var hændt der, og det var saa som jeg nu skal fortælle.«
»Der var en Jente fra en Gaard oppe i Valders ensteds, som hedte Barbro, og hun laa til Sæters i Fjeldet. En Dag hun sad og stellede, saa hørte hun med Eet det raabte borte i en Haug:
