Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/166

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Kong Haaken, Kong Haaken! —«

»Ja,« skreg Kong Haaken, saa det ljomede i alle Haugene.

»Kong Haaken, min Søn, vil Du gifte Dig?« raabte det langt borte i en Haug.

»Ja, det vil jeg,« sagde Kong Haaken, »naar jeg kan faa hende Barbro, som gaar og steiler borte i Sæteren, saa —«

»Aa ja, det skal nok gaa an,« hørte Barbro det sagde, og hun blev saa fælen, at hun ikke vidste hvad hun skulde gjøre af sig.

Ret som det var, saa kom der ind den Ene efter den Anden med Mad og Drikke paa Sølvfade og i Solvkruse, og med Kjole og Brudestads, med Krone og Søljer, og de gav sig til at dække Bordene, pynte hende til Brud, og hun syntes hun ikke kunde sætte sig imod det heller.

Denne Jenten havde ogsaa en Kjæreste, og han var paa Skytteri i Fjeldet. Men der kom saadan en Angst paa ham, at han syntes han maatte og han skulde til Sæteren igjen. Da han kom frem imod den, stod der saa fuldt af sorte Heste med gammeldags Sadler og Ridegreier, saa han strax kunde skjønne hvad der var paa Færde. Han listede sig bort til en Glugge og skottede ind; der saa han hele Brudefølget: Kong Haaken var Brudgom, og Bruden var pyntet.

»Ja, nu ved jeg ikke der er Andet igjen end at vrænge Øinene paa hende,« sagde en af Brudepigerne.

Da syntes Gutten det kunde være paa Tide at lægge sig imellem, saa tog han en Arvesølvknap og lagde i Riflen og skjød Kong Haaken, saa han faldt. Med det samme foer alle Brudefolkene ud og tog Kong Haaken og bar ham mellem sig. Maden blev til Troldkjærringspy og til Orme og Padder, som hoppede bort over og gjemte sig i Hullerne. Det Eneste, som blev igjen,