da Mumle vilde have mere Arbeide, sagde han, han fik reise ud til Troldslottet han havde, det som Ingen torde være paa, og der fik han ligge, til han havde bygget Bro over Sundet, saa Folk kunde komme frem did; var han god for det, skulde han lønne ham vel, ja gjerne give ham Datter sin, sagde han.
Ja, det skulde han være god for, mente Mumle Gaaseæg.
Der var aldrig Nogen kommen fra det med Livet; de, som kom saa langt, at de kom frem, laa der baade dræbte og plukkede saa smaa som Gryn og Kongen tænkte, han aldrig skulde se ham mere, naar han fik ham did.
Men Mumle lagde i Veien; han tog med sig Nisteskræppen og en passelig vrang og vreden Furekubbe, en Tælgeøx, en Blei og nogle Fedvedstikker og den vesle Lægdsgutten i Kongsgaarden.
Da kan kom til Sundet, gik Elven fuld af Is og var saa strid som en Fos, men han satte Benene fast i Bunden og vadede frem, saa han kom over tilsidst.
Da han havde varmet sig og madstelt sig, vilde han sove, men det varede ikke længe, før der blev slig Brag og Larm, som de skulde vendt op og ned paa hele Slottet. Døren foer op paa vid Væg, og han saa ikke Andet end en gabende Kjæft fra Tærskelen op til Dørbjelken.
»Der har Du en Jafs, smag paa den!« sagde Mumle og kastede Lægdsgutten i Gabet. »Lad mig saa se, hvad Du er for En, kanske det er kjends Folk?«
Det var det; for det var Gamle-Erik, som var ude. De tog til at spille Kort, han vilde vel prøve at tjene igjen Noget af den Landskylden, Mumle havde truet af Mor hans, da han gik paa Krav for Kongen; men hvorledes det gik, saa var Mumle
