Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/142

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


den som vandt, for han satte Kors paa de bedste Kortene, og da han havde vundet af ham alt det han havde paa sig, maatte Gamle-Erik give Mumle af det Guldet og Sølvet, som var paa Slottet.

Ret som det var, gik Varmen ud for dem, saa de ikke kunde skjelne Kortene fra hverandre.

»Nu faar vi hugge Ved,« sagde Mumle, og hug Tælgeøxen i Furekubben og drev Bleien ind; men Vriompeisen var vrang og vilde ikke kløvne strax, endda Mumle hændte og brød med Øxen. »De siger, at Du skal være stærk,« sagde han til Gamle-Erik; »spyt i Næven, hug Kløerne i, bænd og bryd, og lad mig se, hvad Du duer til,« sagde han.

Erik gjorde saa og foer i Sprækken med begge Næverne og brød alt han orkede, men med det samme slog Mumle Gaaseæg Bleien ud, saa sad Gamle-Erik i Klemmen; siden prøvede han Øxhammeren paa Ryggen hans. Gamle-Erik bad baade tyndt og vakkert, at han skulde slippe løs, men det Øre vilde Mumle Gaaseæg ikke høre paa, for han lovede, at han aldrig skulde komme did og gjøre Ufred mere; og saa maatte han love, at han skulde bygge Bro over Sundet, saa Folk kunde fare over til alle Aarsens Tider, og den skulde være færdig, naar Isen var gaaet.

»Det var haardt,« sagde Gamle-Erik, men der var ingen anden Raad; vilde han løs, maatte han love det; men han tingede paa, at han skulde have den første Sjælen, som foer over Broen; den skulde være Sundtolden.

Den skulde han have, sagde Mumle. Saa slap han løs og foer hjem igjen. Men Mumle Gaaseæg lagde sig til at sove paa det, og han sov til langt ud paa Dagen.