Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Landskylden skulde han have med, han havde Tid at vente. Men da han havde ædt op Nisten sin, blev Tiden lang for ham, og saa krævede han Landskylden af Gamlemor igjen, og sagde, nu skulde hun betale den.

»Nei, det gjorde hun ikke; det stod fast som Gamlefuren,« sagde hun, og den stod udenfor Porten til Helvede, og var saa stor, at femten Mand knapt kunde favne om den. Men Mumle foer op i Toppen paa den og snoede og vred den som en Vidjekvist, og spurgte om hun ikke vilde svare Landskylden nu.

Jo, saa torde hun ikke Andet, og fandt i Hob saamange Skillinger, som han troede sig til at bære i Storskræppen. Nu foer han paa Hjemveien med Landskylden, og strax han var reist, kom Gamle-Erik hjem. Da han hørte det, at Mumle havde strøget af Gaarde med Storskræppen fuld af Penge, dængte han først Mor sin og satte saa efter ham og skulde tage ham paa Spranget. Og han kom ind paa ham ogsaa, for han rendte tomrebs og vingede iblandt, og Mumle maatte holde sig til Marken med den tunge Skræppen; men da Gamle-Erik var i Hælene paa ham, tog han paa at hoppe og springe det bedste han orkede, og da holdt han Klubben bag for at værge sig mod ham, — saa gik det: — Mumle holdt i Skaftet og Gamle-Erik kavede efter Klubben, til de kom til en dyb Dal; der sprang Mumle fra den ene Bergtoppen over paa den anden, og Gamle-Erik var saa hed til at sætte efter, at han rendte lige imod Klubben, faldt ned i Dalen og brød af den ene Foden sin — der laa han.

»Der har Du Landskylden,« sagde Mumle Gaaseæg, da han kom til Kongsgaarden og slængte Pengeskræppen til Kongen, saa det bragede i Svalen.