Jeg og Per sneg os frem mod Fuglen og søgte med den yderste Varsomhed at undgaa Sne og bragende Kviste. Da vi hørte Fuglen skjærpe, stansede vi et Øieblik, men sprang under hver følgende Skjærpning eller Sagning, umiddelbart efterat den havde slaaet Klunken, to eller tre Skridt fremad. Under Knæpningen og Klunken stod vi naturligvis ubevægelige. Da vi paa denne Maade havde nærmet os Træet, hvori den sad, paa en Afstand af fyrti til femti Skridt, hørte vi en Fugl komme flyvende og med Bulder slaa sig ind i Træet. Lyden af sammenslagne Næb og Vinger forkyndte, at den Gamle havde aflagt det forudsagte Besøg hos den fremmede Medbeiler paa Morgenkvisten. Under Kampen sprang vi nogle Skridt frem, men susende Vingeslag vidnede om en letvunden Seier og den fremmede Fugls Flugt Nu var det stille lidt; men der kaglede en Røi, og strax begyndte Fuglen at spille; den knæppede og slog Klunk; men da vi løftede Foden for at springe til, løftede den Vingerne og flyttede i et andet Træ, hvor den atter begyndte sit skuffende Spil.
»Det kunde jeg mest vide,« sagde Per ærgerlig. »Nu er han ude igjen, Gamlen. Det nytter aldrig i Verdens Rige at stille efter ham; En kunde lige saa godt stille efter Skyflokken. Nei, lad os gaa lidt længer nordpaa; der sidder flere Fugle, og der er vel kanske en af dem, som tør løfte paa Næbbet, endda de er rædde for dette Ubæstet, gid Fanden havde ham!«
»Ved Du, hvor denne Gamle pleier spille Solspillet?« spurgte jeg.
»Ja, det ved jeg vel,« svarede Per. »Han spiller det i en Fure paa en liden Bergknaus nedenunder her i Hyttetjærns-Myren; men det er ikke greit at faa Skud paa den der, for Furen er saa urimelig høi og lang.«
