»Did vil vi,« sagde jeg; »men siden Du tror det er bedre,
kan vi først gaa lidt nordover.«
Vi gik et Stykke i den foreslaaede Retning forbi en uhyre stor Rullesten, som Per kaldte Mjølne-Ragnhild, langs den søndre Bred af Løndalsmyren. Men vi hørte ikke en Fugl spille. Per Sandaker undrede sig meget over, hvor de Alle vare blevne af, og kom endelig til den Slutning, at Slagsmaalet havde jaget dem bort eller gjort dem saa rædde, »at de ikke torde mukke.« Det begyndte at lyse af Dagen, da vi hørte et Knald langt nordpaa Sandtjærnsaasen, hvor Per fortalte, han og Kapteinen pleiede have Bjørn-Aate liggende, og hvorfra Manden ikke skulde have langt til sin Sæter og det Sted i Sognedalen, hvor han boede. En Stund efter hørte vi atter et Knald, der ligesom det forrige erklæredes for at være af Kapteinens Bøsse. Medens vi gik ud paa Myren til den betegnede Fure, hvorhen Per ikke fulgte med synderlig Lyst, gav han sin Ærgrelse over vor uheldige Jagt frisk Luft, idet han i afbrudte Sætninger smaasnakkede med sig selv: bare Krudspilde — nei, nei — Kapteinen det er Karl til Mand — han har een — kanske to — Sara-Anders var det inte — den Fillebøssen da — hm, det er anden Smæld i Kapteinens.«
»Trøst Dig, Per,« sagde jeg. »Kanske vi tør faa den, som er bedre end alle andre Fugle paa Legen.«
»I maa kunne rare Kunster I da,« sagde Per; »men han er for ful, og han er for haard, skal jeg sige.«
Da vi over den frosne Myr vare komne ud paa Bergknausen, tog jeg i Betragtning af det drøie Hold, hvorpaa Fuglen maatte fældes, hvis den efter vor sandsynlige Formodning slog ned i Furens Top, Haglene ud af min Bøsse og ladede med en Haglpatron i Staaltraadvire. Per saa paa dette, rystede paa Hovedet og udtrykte sin Mistillid med et:
