nok saa bra’, til den paa ny stak ind i en Buske. Jeg løb hid og did — der var ikke ondt for Post — og jeg skjød paa den flere Gange, men det blev ikke andet end Bom i Bom. Tilsidst satte den sig for mig ved en Granbuske paa fyrretyve Skridt. Jeg skjød og gik ganske sikker hen og skulde tage den op; men da jeg kom bort til Granbusken, var ingen Hare at se; der laa kun en Stok og en Fille. Dagen efter gjorde jeg Bøssen ren, thi den var uren og fuld af Krudtslam. Medens jeg var i Færd dermed, kom Husmanden til.
»Hvorledes gik det med Haren, Løtnan?« spurgte han og satte et polisk Fjæs op.
Jeg fortalte ham Historien.
»Der har været Mange efter den, baade Bikkjer og Folk, men den er ikke grei at faa, maavide,« gjentog han med hemmelighedsfulde Miner. »I gjør ren Bøssen Jeres; men det skal ikke hjælpe stort, skal jeg tro; Pus berger sig nok ligevel.
»Men Guds Død, hvad er der paa Færde med den Hare, bider der ikke Krudt og Bly paa den?« spurgte jeg.
Det torde hænde det var saa, som I siger,« svarede han; »jeg kan nok sige Jer det, at det er en Troldhare den Rusken; men den som var oppe igaar, det var bare Udsendingen hans; for selv gaar han altid realt. Men nu skal jeg lære Jer et Raad: tag en Orm — jeg skal finde Jer en — og pisk den ind i Bøssepiben og skyd den ud, og prøv saa, om det bider paa med Krud og Bly.«
Dette gjorde jeg; han skaffede mig en levende Orm, som vi truede ind i Bøssepiben; jeg skjød den ud mod Ladevæggen; og mærkeligt nok, der var ikke Andet at se af den end en vaad Flæk.
